Den danske komponist, producer og jazzpianist August Rosenbaum kommer fra en familie med stærke musikalske rødder – og med tætte bånd til designer, arkitekt og revyforfatter Poul Henningsen.
Til lanceringen af årets Limited Edition PH 1/1 Piano Bordlampe producerede August Rosenbaum en unik fortolkning over Poul Henningsens arbejde, fremført på et klaver designet af Poul Henningsen selv. Bagefter mødte Louis Poulsen August til en samtale om lys, lyd og varige indtryk.
Jeg tror mange af os er vant til, at koncerter ofte involverer mange skiftende, farvede lys, som hele tiden bevæger sig, men for mig er det forstyrrende, fordi der så ikke er plads til den dynamik, som man skaber sammen med publikum.
For mig er det vigtigt, at koblingen mellem lyd og lys er meget minimalistisk. Dets vigtigste rolle er at skabe et rum, hvor der er plads til, at folk kan forme deres egen fortælling om det, de sanser.
Da Louis Poulsen henvendte sig til August for at få hjælp til at skabe en unik komposition til PH Piano-bordlampen, lød spørgsmålet: Hvordan oversætter man et objekt til lyd?
Når jeg komponerer til noget konkret, er det nødvendigt, at der er en form for følelsesmæssig forbindelse, for at det kan udvikle sig. Det kan være en person, et sted, en fortælling. Ofte forsøger jeg at skabe nogle rammer eller nogle benspænd for at kunne have et fundament at arbejde ud fra. Det fungerer bedre end at starte med et blankt kanvas.
Ligesom med PH’s pianolampe – her havde jeg et ret godt kendskab til ham gennem min families revy-historik.
I dag er en stor del af den kultur, vi forbruger, nedskaleret til et reel-format. Det er praktisk og let at tage ind, men det efterlader ikke noget i os. Sådan lyder det fra August.
Jeg tror, at det, der bliver hos os, ofte er det, der vil noget andet end det gængse udtryk. Noget skævt, noget som ikke opfører sig, som vi måske forventer.
Jeg lægger selv mærke til det, som er tidskrævende. Et langsomt og langstrakt stykke musik for eksempel, hvor opmærksomheden kan rejse alle mulige steder hen, og hvor opfattelsen af tid måske forsvinder lidt – hvilket er en sjældenhed i dag. Men det kræver også, at man tillader sig selv at give plads til det. Du er nødt til ligesom at åbne op for en anden frekvens.
Jeg tænker ikke så meget over, hvordan mit eget arbejde bliver modtaget. Men når nogen kommer op til mig og fortæller mig, at min musik har haft en særlig betydning for dem, så bliver det selvfølgelig meget nærværende. Det er jo svært at forudsige, hvornår man har skabt noget, som er stort. Det vigtigste for mig er, at der er en indre nysgerrighed – på den måde får kunst, og også design, automatisk en berettigelse, og det tror jeg kan mærkes.
Jeg kan godt lide, når et design fortæller noget om det sted, hvor det blev skabt. Hvis der for eksempel står et fabriksnavn eller et årstal på min stol, kan du bedre skabe en tilknytning til det. Så får det en historisk vægt, og du kan sidde dér på stolen og tænke over, hvad der skete i verden, da stolen blev skabt.
Jeg kan godt lide, når et design fortæller noget om, hvor det er skabt. Hvis der f.eks. er et bestemt fabriksnavn eller et bestemt år indgraveret på en stol, kan du skabe en stærkere forbindelse til det.
Så får det historisk betydning, og man kan sætte sig på stolen og reflektere over, hvad der skete i verdenshistorien, da stolen blev lavet.
Rosenbaum-familien har tætte bånd til revyverdenen, hvor Poul Henningsen havde en fremtrædende rolle, og gennem sin bedstefar Simon Rosenbaum, fik August mange historier om den berømte ’PH’.
Min familie har altid været en del af revyscenen – helt tilbage til min morfar, som jo også kendte Poul Henningsen. Da jeg var ung, synes jeg, revy virkede en smule plat, men der var en enorm stolthed forbundet med det i min morfar, min mor og min moster, og som jeg blev ældre, begyndte jeg at forstå hvorfor. Dengang var revyen jo også et politisk frirum og et sted, hvor modstand og samtidskritik kunne få taletid. Poul Henningsens revyvise, ”Man binder os på mund og hånd”, om modstanden under besættelsen rør mig meget, hver gang jeg hører den.
Min morfar var lidt yngre end Poul Henningsen og så uden tvivl op til ham – men han var samtidig også lidt irriteret over ham nogle gange. Jeg kan især huske ham fortælle om Poul Henningsen, der insisterer på at spille med på sin harmonika til et arrangement, hvor min morfar skulle på scenen. Det var meget klassisk PH, tror jeg. Den der filterløshed som nok fascinerede de fleste.
Det er vel det tidløse aspekt i hans design. At han har skabt noget, som er så meget en ”evergreen”, sagt fra et musikersynspunkt.
I dag er mange af hans design nok en form for statusmarkør, men jeg tror ikke, det var hans mål. Derfor synes jeg også, at det er vigtigt, at vi udvider fortællingen om ham. At vi ikke kun taler om ham som designeren PH, men om alle de andre ting, han også var. Hans samfundsrevsende tilgang, hans ønske om forandring, om ligestilling og ligesind, frihed, den slags.
