Arkitektskolen i Aarhus — Aarhus, Denmark

Educational Facilities

Kategori: Educational Facilities

Fotograf: Jacob Due

Produkter: Keglen, PH 5, PH 5-4½ & PH 6½-6, VL45 Radiohuspendel

Baggrund: Danmarks nye arkitektskole i Aarhus er en rå industriel bygning med store højloftede rum, der rummer værksteder, tegnesale, udstillingsrum og foredragssal. I bygningens hjerte ligger kantinen, der har en blød intim atmosfære takket være et stort genbrug af gamle møbler og Louis Poulsen lamper. 

Da Arkitektskolen Aarhus flyttede til Godsbanen var det et stort ønske at genbruge skolens gamle inventar for at hædre historien og handle bæredygtigt:

Vi har jo købt rigtig mange gode ting, siden vores skole startede i 1965 på Nørreport. Det var oplagt at genbruge så meget som muligt. Det fortæller om vigtigheden af at stå på historien og bygge videre på den. Tanken om at sætte sig på en stol, som rigtig mange andre arkitektstuderende har siddet på igennem årtier, virkede bare helt rigtig for os, siger prorektor Kristine Leth Juul.

 

Skulpturelt element

Skolen havde en stor mængde Louis Poulsen lamper i forskellige designs, som de gerne ville bruge i den nye bygning. Lejerådgiver Jessica Björklund fra Arkitema foreslog at blande de mange hvide lamper i kantinen, så de blev et skulpturelt element i det højloftede rum.

Hver type lampe hænger i hver sin højde, og så er de ellers blandet på kryds og tværs. Vi har fire typer. Nogle lamper er der kun to af, mens andre lamper findes i et stort antal. Jeg synes, det er blevet meget effektfuldt, fordi vi har samlet så mange lamper, at de virker som et samlet greb i en skala, som passer til det store højloftede rum, siger Kristine Leth Juul.

Hyggelig og intim atmosfære

De hvide lamper har fået nye ledninger og fatninger med LED, så de kan styres intelligent og har et lavt energiforbrug. Lyset fra lamperne skaber en intim ramme om spisebordene, fortæller Sanne, der er arkitektstuderende på andet år: 

Lamperne skaber en blød kontrast til betonen, så vi får skabt en hyggelig og intim stemning om at spise. Vi har nærmest en hellig time mellem 12-13, hvor skolen samles og spiser sammen. Det giver også en form for autenticitet, at man kan genkende lamperne fra den gamle skole.

Louis Poulsen-lamperne er også blevet genbrugt i skolens møderum, hvor lamperne hænger ned over bordene og skaber rum til samtaler og udveksling af idéer. Lamperne veksler i design og størrelse fra rum til rum

Pendlerne over bordet giver atmosfære til rummet. Det bliver mere intimt. Vi kan også dæmpe lyset, så vi kan skabe den stemning, vi har lyst til, slutter Kristine Leth Juul.