Louis Poulsen baserede den oprindelige Toldbod 120-lampe på filosofien om, at jo enklere designet er, desto mere anvendeligt er det. De nye farver til Toldbod 120 er valgt med henblik på at videreudvikle dette koncept med en afdæmpet ny farvepalet med sort, hvid, mørk rosa, lysegrå og blågrå. De nye farvetoner giver den velkendte form et friskt og moderne udseende. De kompakte pendler med en diameter på 120 mm er stadig ideelle til at hænge op enkeltvis eller i grupper og lanceres i februar 2018.

 

Ny farvepalet med dekorativ effekt

Den nye farvepalet til Toldbod 120 demonstrerer designets evne til visuelt at transformere sig, da det tilpasser sig til forskellige indretninger og rum. Til forskel fra de oprindelige Toldbod 120-modeller, der var farvestrålende udvendigt og farvede på indersiden, fås de nye udgaver af Toldbod 120 i en diskret, elegant farvepalet med sort, hvid, mørk rosa, lysegrå og blågrå, hvilket er i tråd med tendensen inden for moderne indretning. De nye pendler er hvide på indersiden.

 

"Vi udviklede Toldbod med visionen om en meget klassisk form, hvis enkelhed ville give os mulighed for at eksperimentere med et uendeligt antal størrelser og overfladebehandlinger," siger Rasmus Markholt, Idea & Design Director hos Louis Poulsen. "Det nye farveudvalg giver nye muligheder for at være kreativ – og nytænke den indvirkning, belysning kan have på et rum."

 

Den klassiske pendel hænger pænt alene – og fungerer godt i grupper: både med en enkelt farve eller med en blandet palet; på række eller i spredte arrangementer i forskellige højder. Denne evne til at fungere sammen var en vigtig overvejelse i forbindelse med udviklingen af det nye farveudvalg. Sort, hvid, mørk rosa, lysegrå og blågrå er et bredt udvalg, men hører til samme visuelle serie og supplerer og forstærker hinanden.

 

Pendlens bløde, men præcise form gør, at den passer naturligt ind i mange forskellige arkitektoniske stilarter og miljøer – lige fra køkkenet, spisestuen og stuen til entréen, kontoret og soveværelset. Den diskrete profil gør også Toldbod 120 til et naturligt supplement til andre lysarmaturer.

 

"Vi ønskede at tilbyde vores kunder de bedste muligheder for at skabe en meget individuel indretning, hvor man grupperer forskellige farvearrangementer for virkelig at skabe den rette stemning. En lige række med Toldbod-pendler giver et alvorligt og struktureret indtryk. Hvis man placerer dem spredt og i forskellige højder, bliver det kunstnerisk og endnu mere personligt. Idéen bag designet er virkelig at give plads til den enkeltes vision og det personlige udtryk i et givent rum."

 

Belysning baseret på en legendes design

Louis Poulsens designteam udviklede Toldbod 120 i 2009 og baserede designet på pendlens forgængere, Toldbod 290 fra 1982 og Toldbod 155 fra 2006. Hele Toldbod-serien anvender en avanceret lysreflektor baseret på PH Ellipse-reflektoren. Det var det sidste gadebelysningskoncept, som blev udtænkt af den legendariske lysdesigner Poul Henningsen, og som også har vist sig at være fremragende til indendørs brug. Reflektoren sikrer et blændfrit, ensartet og rundsymmetrisk lys, som er ideelt til både fokuseret arbejdslys og den generelle stemning i rummet. Toldbod retter størstedelen af lyset nedad, hvilket er i tråd med PH's filosofi om at forme lyset, så det oplyser rummet uden at skinne direkte ind i øjnene.

 

Toldbod 120-pendlen er lavet i støbt aluminium, hvilket gør den robust og holdbar. Den pulverlakerede overflade giver pendlen en blød, silkemat finish, der også gør det nemt at vedligeholde den. Pendlen anvender en G9-halogenpære.

Tolbod 120 fås i butikkerne i de nye farver – sort, hvid, mørk rosa, lysegrå og blågrå – fra februar 2018.

 

Om Louis Poulsen

Den danske belysningsvirksomhed Louis Poulsen, som blev grundlagt i 1874, skaber produkter med udgangspunkt i dualiteten ved design og lys. Hver eneste detalje i designet har et formål. Og hvert eneste design starter og slutter med lys. Louis Poulsen tilbyder en bred vifte af belysningsløsninger til både det professionelle og det private marked og til indendørs og udendørs brug. I tæt samarbejde med designere og arkitekter som Poul Henningsen, Arne Jacobsen, Verner Panton, Øivind Slaatto, Alfred Homann, Oki Sato og GamFratesi har Louis Poulsen formået at etablere sig som en af de væsentligste udbydere af arkitektonisk og dekorativ belysning på verdensplan, og virksomheden har showrooms i København, Stockholm, Miami, Oslo, Los Angeles, Tokyo og Düsseldorf.

 

Pressemeddelelse, Januar 2018