Poul Henningsen har designet flere af vores pendler til dekorativ belysning. En af de mest kendte PH pendler er den ikoniske PH 5 lampe lanceret i 1958. Denne lampe er berømt verden over med sit unikke treskærmssystem, der giver en utroligt funktionel og behagelig belysning. Armaturets form og skærmenes matlakerede underside sikrer en ensartet og rundstrålende, blød lysudsendelse. PH 5 er grundet sin lysfordeling yderst velegnet som lampe over et spisebord. Den findes i seks farvenuancer ud over den klassiske hvide udgave med blå afblændingsskærm og den moderne hvide med rød afblændingsskærm. Lampen er desuden lanceret i en metalversion, som kan fås i enten kobber eller messing. PH 5 er fortsat den mest solgte lampe hos Louis Poulsen.

 

En anden verdenskendt PH pendel er designikonet PH Artichoke, der blandt de fleste er kendt som ’koglen’. PH Artichoke er et æstetisk kunstværk med sit helt særlige skulpturelle design i form af en skærm sammensat af 72 blade. Bladene er nøje placeret, så lampen giver et blændfrit lys, uanset fra hvilken vinkel man kigger på den. Koglen fås i hvid, stål, messing og kobber og i glasudgaven PH Artichoke Glas. Hver udgave af lampen har sit unikke udtryk og er en utroligt elegant pendel, der er en fryd for øjet i ethvert rum. Koglen fås i fire forskellige størrelser og kan desuden bestilles i to større udgaver til meget store lokaler.

 

PH Snowball og PH Louvre er to andre af vores PH pendler med et rundt formet armatur. Poul Henningsen designede PH Snowball samme år som PH 5, men denne pendel blev først produceret i 1983. Lampen består af otte hvide skærme, der skaber et smukt ovalformet armatur og sikrer et blændfrit lys ved at hindre direkte indkig til lyskilden. Det geometriske design er skab til belysning af større rum. PH Louvre er også skabt af runde skærme, og pendlen har et kugleformet design. Lampens 13 skærme fremstår som elegante, hvide baldakiner, der udsender et diffuseret og ensartet lys. PH Louvre er særligt velegnet til storrumsbelysning som eksempelvis receptioner, konferencerum eller restauranter.

 

Poul Henningsens PH 2/1 pendel er en glaspendel med skærme i mundblæst hvidt opaliseret glas, der også eksisterer som lysekrone, PH 2/1 Stammekrone. Lysekronen består af tre lamper, der hænger fra et blankt stel i messing. PH 3/2 er en lidt større glaspendel, som kan fås med fatning i messing, krom eller sort metalliseret. Også PH 3/2 pendel findes som lysekrone, PH 3/2 Akademi. Disse fire PH pendler udsender alle et blødt, diffust lys, og skaber hermed en indbydende stemning.

 

Vilhelm Lauritzen står i samarbejde med Louis Poulsen bag den særlige loftlampe VL45 Radiohuspendel, der også er en af vores pendler til dekorativ belysning. Oprindeligt blev lampen designet i anledningen af opførelsen af DR’s Radiohus i København i slutningen af 1940’erne, men den har genvundet sin popularitet som en retro lampe. Glaspendlen står i sit helt originale design med et stel i messing og en rund skærm i mundblæst hvidt glas. Åbningen i bunden af armaturet giver et koncentreret nedadrettet lys, mens der fra den hvide glasskærm udsendes et blødt lys. VL45 Radiohuspendel er en ideel lampe over et spisebord. Som lavt hængende pendel giver den også et godt læselys over café- eller arbejdsbordet.

 

Designikonet AJ Royal af Arne Jacobsen blev udviklet som en del af designkonceptet til SAS Royal Hotel i København i 1960. Pendlen findes i to størrelser, hvor den lille udgave er designet til at hænge højt. Her sikrer en bundplade på den hvide, kuppelformede skærm et blændfrit lys. Den større udgave er i modsætning udviklet til at hænge lavt og giver et mere direkte lys, som er perfekt over et spisebord.

 

Den japanske designer Shoichi Uchiyama har udviklet den futuristiske pendel Enigma 425, som repræsenterer en nyfortolkning af systemet med at anvende flere skærme. Enigma er en dekonstruktion af konceptet om den traditionelle lysekrone, hvor skærmene udgøres af svævende cirkler. De tynde skærme er placeret under hinanden og danner optisk et kegleformet armatur, og lampen udsender et roligt og behageligt lys. Enigma 425 er velegnet som spisebordlampe, da lampen med sit lette og elegante design danner et harmonisk billede hængende ved siden af hinanden. Vælg de to større udgaver, Enigma 545 eller Enigma 825, som loftlamper til storrumsbelysning.

 

Pendlen Collage af Louise Campbell leger også med placeringen af flere skærme og består af tre hvide skærme med laserskårne mønstre. Disse udskæringer danner forskellige skygger og skaber unikke organiske lysmønstre, når lyskilden tændes. Collage er en meget dekorativ spisebordslampe, men egner sig også godt som loftlampe til eksempelvis gangarealer eller i en entré. Lampen findes i to størrelser Collage 450 og Collage 600.

 

Blandt vores pendler til dekorativ belysning finder du også design af Clara von Zweigbergk, Øivind Slaatto og Anu Moser.